Tidligere udstillinger og aktiviteter
Tidligere udstillinger og aktiviteter
2025
KUNSTNERKOLONIEN USEDOM
7 malere ved havet
Kunstudstilling lørdag 11. oktober til lørdag 15. november 2025
Om udstillingen
I 20 år har der hvert år i maj i et par uger været international Plein Air kunstnertræf på Usedom. Usedom er en ø, der ligger I Østersøen. Den er delt mellem Tyskland og Polen og ca 1½ gange så stor som Mors. Rammerne for kunstnerkolonien er sammenlignelig med de danske ditto.
Der er ingen snærende kunstneriske krav til motiv og maleteknik, men udgangspunktet er den inspiration, der findes i vand, dyr og mennesker og landskabsmaleri i bredeste betydning.
Igen I år har der været sprudlende kunstnerisk aktivitet på Usedom. Igen I år er værkerne utroligt spændende og virkelig forskellige. Alle rører forskellige sanser og følelser ved beskueren. Solskin, blå farver, badende, bølgebrus, menneskeliv og enestående kulturlandskaber er de kulisser, som kunstnerne har bevæget sig rundt i i dagens løb med deres cykler, forskellige malergrej og solhatte, og det ses I værkerne.
Efter dagens strabadser samles kunstnerne til fælles erfaringsudveksling.
Kunstnertræffet har gennem årene skabt god kunst, internationale kontakter, inspiration og venskaber over grænserne
Deltagende kunstnere plus en æresgæst
Kunstnerne kommer fra fire lande. Alle er professionelle billedkunstnere.
Tre af malerne er gode G2132-kendinge: Sigurd Wendland (D), MatWay (DK) og Henrik Scheel Andersen (DK).
Gruppen består derudover af Pat Noser (CH) og Gineke Zikken (NL), der begge har udstillet en enkelt gang I galleriet, mens de tyske malere Susanne Hoppe, Matthias Schilling og Wolfram Schubert (98-årig æresgæst) udgør de sidste tre kunstnere.
Værkerne er først vist i Berlin, og flyttes nu til Mors.
Udstillingen omfatter omkring 45 værker i meget forskellige størrelser.
Mere kunst i galleriet
Der er dog fortsat også plads i galleriet til et bredt udbud af keramik, glas og skulpturer i forskellige materialer og størrelser. De er placeret i reol, på podier og i vindueskarme, ligesom nogle værker af galleriets faste samarbejdskunstnere kan ses i galleriets lille lokale.
Drømmen om Artmoney
Artmoney i fornyet form
Kunstudstilling lørdag 16. august til lørdag 4. oktober 2025
Om udstillingen
Galleri 2132 indbyder til en anderledes kunstudstilling, hvor alle har mulighed for at starte eller udbygge en kunstsamling. Galleriet har indgået en aftale med billedkunstner Annette Falk Lund, der selv deltager i udstillingen og desuden har udvalgt ni andre aktive kunstnere. Alle deltagere viser 9 Artmoney i størrelsen 12 x 18 cm. Motiverne er utroligt forskellige, men alle er unika og kan være tegning, collage, akvarel, maleri, tryk eller foto.
Prisen er 600 kr. pr. stk. plus evt. ramme for 100 kr. Alle værker kan medtages efter betaling, da de enkelte kunstnere leverer et ekstra antal til udskiftning. Der er således gode gavemuligheder i udstillingen.
Alle 10 kunstnere viser også et større værk, så galleriets gæster kan se både det meget lille format og mere sædvanlige formater. Her kan der også vises enkelte skulpturer.
For 27 år siden skabte Lars Christian Kræmmer kunstformatet Artmoney på 12 x 18 cm med en stykpris på 200 kr. Ideen var, at værkerne skulle kunne virke både som kunst og have en bytteværdi til køb af andre varer eller kunst. Det er ikke slået stærkt igennem, men er dog blevet anerkendt. Nu fornyes konceptet, stadig på prisbilligt niveau dog med mindre fokus på bytte og videresalg. Den nye organisering kaldes stadig Artmoney og styres af Catrine og Kristian Holte. Catrine er designuddannet og selv aktiv kunstner og med i udstillingen.
Galleri 2132 finder, at fornyelsen er spændende, og vil gerne bidrage til væksten. Vi er derfor glade for at understøtte udviklingen med en udstilling over 7 uger med det nye koncept, og præsenterer syv kvinder og tre mænd, herunder den oprindelige skaber af Artmoney.
Velkommen til en flot og udtryksstærk udstilling med anerkendte Artmoney kunstnere.
Deltagende kunstnere. Alle bor og arbejder i Danmark
Francis Bowie – Susanne Butcher – Pernille Greve – Lars Christian Kræmmer – Lisbet Thorøe Larsen – Suzana Profeta – Alex Haureberg – Emma Bærentzen – Catrine Holte – Annette Falk Lund
Mere kunst i galleriet
Udstillingen suppleres I et mindre rum i galleriet med nogle værker til væg plus omkring 60 mindre og større rumkunstværker i keramik, bronze mv. skabt af andre af galleriets over 30 samarbejdskunstnere. Disse værker er placeret i reol, på gulv og på podier.
Mød Annette Falk Lund
lørdag 27. september 2025 kl. 13 – 14
Med udgangspunkt i udstillingen fortæller kunstneren om sin kunst, og hvordan poesi spiller ind. Der lægges op til stor grad af dialog med gæsterne. Der forudsættes ikke aktiv deltagelse. Personlig refleksion er absolut fint.
Mød Tine S og tidligere Artist talk er aktiviteter.
Den tyske kunstner, Tine Schumann, der har udstillet i galleriet lige fra starten, kommer på besøg, og kan træffes i galleriet i uge 32 i åbningstiderne:
onsdag 06.08 fra 15.00 – 17.30
fredag 08.08 fra 15.00 – 17.30
lørdag 09.08 fra 10.30 – 13.30
Mødet bliver ganske uformelt. Gæsterne former selv indholdet, f.eks. samtale om værker og arbejdsmetode mv. Tine taler naturligvis tysk, men også lidt engelsk og en lille smule dansk. Tines kunst lægger op til kommunikation og dialog, og om nødvendigt hjælper smil og fagter med arme og krop.
De tre dage i august laves der en særudstilling med Tine Schumann-værker.
Mange har stiftet bekendtskab med Tines kunst og oplevet virtuost udførte billeder på papir og enkelte på plade. Oftest udført med blyant, farvestift og næsten altid suppleret med akvarel/gouache. Indimellem sniger der sig sirligt udskårne figurer i klæbebånd ind.
Motivkredsen går fra det næsten poetiske med plantevækster og orkideer til det mere barske. Det smukke i kontrast med knopper, der ligner hjerter og torne, og ofte er der sorte ravne, hjelmklædte soldater og aktivister i kampsituationer og overvåget af droner.
Lyder det specielt? Måske, men udførelsen af værkerne er så sublim, at selv barske tableauer kan virke nærmest venlige.
Tag ikke fejl. Tine Schumann vil noget med værkerne.
SMAGSPRØVER IV
Udstillingen er den fjerde i rækken, alle kaldet smagsprøver. Her vises få værker af de enkelte kunstnere. Til gengæld præsenteres mange kunstnere.
Oplev værker til væg og rum af omkring 30 kunstnere, primært danske, men også nogle få internationale. En mangfoldighed af synsindtryk i de meget alsidige værker der vil pirre både øje, fantasi og eftertanke – og med yderst varieret motivkreds fra venlig og imødekommende til ret barsk. Koloristisk, sort-hvid, figurativt og abstrakt.
Høj kvalitet præsenteret af unge og ældre kunstnere.
Lørdag 14. juni til lørdag 9. august 2025
Om udstillingen
Udstillingen er en udvidet gruppeudstilling, idet kunstnerne ikke nødvendigvis arbejder sammen uden for galleriet, men alle indgår i galleriets store samarbejdsflade med kendte og anerkendte kunstnere, danske og internationale.
Smagsprøverne omfatter værker til væg og rum. Stort set samtlige værker inden for billedkunsten er nye, og der er også stor fornyelse i rumkunsten.
Det er ikke muligt i bare nogenlunde kort form at beskrive alt i udstillingen. Det skal ses. Enkelte nedslag skal dog omtales. Galleriets besøgende kan opleve nye værker fra Tine Schumann med plantemotiver i Tines karakteristiske, sikre stil. Bodil Schmidt kommer med nye naturmotiver, Nana RHB viser malede bogkasser med indhold, Ingelise Holm og Felix Pedersen viser nye landskabsmalerier og Anne Mie Bak viser mere sprælske, flettede fotoværker. Nye i galleriet er Amanda Højlund, der viser grafiske arbejder med hverdagsmotiver og Mai-Mai Ulrich udstiller helt nye, små kombi-skulpturer med molersten fra Hanklit og figurer i ædelmetal. Udstillingen har også særlige gæster, Else Pia Martinsen Erz viser eksempler på spændende fugleunivers og interiørbilleder og Natasscha Girelli viser et par fabulerende værker med undervands fjordlinger.
Inden for kunst til væg kan der opleves stort set alt, fra superrealisme til figurative og abstrakte malerier, akvareller, tegninger, grafiske tryk og foto.
Også fint udbud i rumkunst – såvel keramiske vaser, krukker og figurer og større værker i kunststof og bronze. På det seneste er udbuddet af rumkunst øget med keramiske værker af Susie Asbæk og Henning Fjendbo, glas af Kaj Fjendbo og de tidligere nævnte helt nye, små kombi-skulpturer, hvor Morsøs helt specielle molersten er med i kunstnerisk udgave.
Galleriet har i første halvår besøgt Kaare Nielsen, Claus Handgaard og Martin Askholm i København, Tine Schumann i Berlin, Ingelise Holm i Skive, Henning Fjendbo og Kaj Fjendbo i Rødding, Else Pia Martensen Erz i Sdr. Dråby, Natasscha Girelli i Nykøbing og Mai-Mai Ulrich i Helsingør. Nye værker fra disse besøg indgår i den nye udstilling, der også viser nyt fra Hanne Schmidt og Per Andersen. Også kunstnere som Henrik Scheel Andersen, Jens Galschiøt, Tina Langhoff, Trine Guld, Jens Bohr, Phuc Van Dang, Pontus Kjerrman, Roelof de Roo, Kræsten Kusk, Jesper Dalgaard og Hans Pauli Olsen er repræsenteret med væsentlig kunst.
ARTIST TALK MED HANNE SCHMIDT
Grundlovsdag den 5. juni 2025 kl. 19.00 -20.30
COVER ME IN COLOURS
Oliemalerier, værker på papir og mindre, keramiske skulpturer og vægophæng af interiør.
D. 12. April til 7. juni 2025
2024
Smagsprøver III
Værker skabt af 6 af galleriets samarbejdskunstnere plus 4 nye.
09.11 – 21.12.2024
Stemninger og Symbolik
Magisk realisme i Galleri 2132
Roelof de Roo, 80 år
07.09 – 19.10.2024
Smagsprøver II
Værker skabt af en stor del af galleriets samarbejdskunstnere.
29.06 – 31.08. 2024.
Særudstilling TINE SCHUMANN
07.08 – 10.08. 2024
Smagsprøver
på værker skabt af en stor del af galleriets samarbejdskunstnere.
27.04 – 22.06. 2024
OPRYDNINGSSALG
02. – 03.03. 2024.
2023
TRE FIGURATIVE
Henrik Scheel Andersen (DK) – Kaare Nielsen (DK) – Tine Schumann (D) Maleri på plade og lærred, tegning/akvarel
19.11 – 20.12 2023
Rejse – indtryk / udtryk
Helle Baslund og Jens Bohr
maleri, træsnit, litografi, akvarel, keramik og gobelin
01.10 – 11.11. 2023
Anita Viola Nielsen solo
maleri, akvarel, gouache, litografi.
13.08 – 23.09 2023
Handgaard, Heiberg og MatWay
Maleri på plade og lærred, tegning/akvarel, collage-linoleumstryk
14.05 – 01.06. 2023
Brix, Hesselager og Hillerup
Maleri – tegning/akvarel – radering – keramisk maleri
05.03 – 29.04. 2023